Danmark i det tyske storrum
----- Original Message -----
From: Klaus Petersen
Sent: Tuesday, May 27, 2003 12:29 PM
Subject: Review (in Danish): Trommer on Andersen: Danmark i det tyske storrum
Steen Andersen: Danmark i det tyske Storrum. Dansk økonomisk tilpasning
til Tysklands nyordning af Europa 1940-41. 315 s., ill. Lindhardt og
Ringhof. Kr. 349,-.
Den tyske besættelse af Danmark den 9. April 1940 betød ikke alene en
omkalfatring af landets politiske situation, men også af den økonomiske.
Indtil da havde vor udenrigshandel og hele vor økonomi været knyttet til
England og det engelske pund. Det tog en brat vending, og det blev nu
Berlin og rigsmarken, der afløste London og pundet som omdrejningspunktet
for vor økonomi. Det rådgivende handelspolitiske udvalg, der i oktober 1939
var blevet nedsat som et tværministerielt udvalg, kunde glemme alt om
England. Det var Tyskland, der nu var interessant.
I Tyskland var såvel den nazistiske regering som al økonomisk sagkundskab
optaget af tanker om et alternativ til det liberale økonomiske system, der
syntes at have spillet totalt fallit med verdenskrisen i 1929. Svaret var
planøkonomi kombineret med ideen om storrumsøkonomi (Grossraumwirtschaft).
Med Tyskland som økonomisk og politisk centrum skulde Europa gøres til et
selvforsynende, statsreguleret marked. Som England havde sit imperium som
"supplementsrum", således skulde Tyskland også have sit - nemlig det øvrige
Europa. "Lebensraum" kaldte de det også. Tankerne om planøkonomi var
tyskerne ikke ene om - tværtimod. Da det engelske finansministerium i 1940
bad økonomen Keynes om et britisk modforslag til den tyske nyordning af
Europa, var svaret, at englænderne skulde tilbyde det samme som tyskerne
"bortset fra, at vi vil gøre det bedre og mere ærligt".
Selv om Hitler aldrig tog endelig stilling til, hvordan hans Europa skulde
ordnes og indrettes, men udskød dette, til han havde vundet krigen, blev
der alligevel fra tysk side i adskillige henseender taget hul på den
økonomiske nyordning. Et af disse skridt var etableringen af et centralt
clearingsystem i Berlin for hele "storrummet". De europæiske økonomier blev
underlagt Berlins totale kontrol.
Danmark havnede altså i april 1940 i dette tyske storrum, og de danske
politikere og deres embedsmænd måtte forholde sig til den nye situation.
Det er her, Steen Andersens afhandling om "Danmark i det tyske storrum"
kommer ind. Det er hans synspunkt, at den centrale administrationen og ikke
mindst Udenrigsministeriet stod centralt placeret i den politiske proces i
kraft af deres bidrag i form af memoranda og notater etc. til politikerne -
et synspunkt, man nok ikke skal underkende.
Her kommer Udenrigsministeriets topfolk ind i billedet.
"Tysklandseksperterne", som de senere er blevet kaldt, mødtes dagligt i
"spejlægklubben" - således kaldet, fordi spejlæg var det bedste,
ministeriets kantine kunde byde på - med udenrigsminister Scavenius og
trafikmknister Gunnar Larsen. Det var folk som Knud Sthyr og Mathias
Wassard, i dag vel glemt, men dengang grå eminencer. Nævnes bør også Knud
Korst, generaldirektør i Finansministeriet. Over for den holdning, at man
bare skulde vente og se, hvad der kom - "attentisme" med et fint ord - var
de aktivister, og de var det allerede, før Scavenius kom ind i billedet,
"En påbegyndelse af et samarbejde på et tidspunkt, hvor man vil kunne
hævde, at situationen med hensyn til krigen ikke er endeligt afklaret, vil
frembyde fordele for Danmark", hed det i et memorandum af 5. Juli 1940.
Frankrig var faldet, og Tyskland havde sejret - i hvert fald så godt som.
Nu gjaldt det om at komme med i udbygningen af det økonomiske samarbejde,
ganske vist ud fra de tyske præmisset, men med et dansk udspil. Så kunde
det være, at "man fik en plads i nyordningsekspressen med politisk
albuerum, når den nu alligevel skulde køre" - for at citere Steen Andersen.
Det var imidlertid slet ikke udenrigsminister P. Munchs kop the, men et
par dage efter var det ikke længere ham, men Scavenius, der var
udenrigsminister, og dermed kom der andre boller på suppen. For at gøre en
lang historie kort førte Scavenius´ udspil til Berlin (den berømte og
berygtede 8. Juli erklæring samt oplæg til forhandlinger) til de noksom
bekendte forhandlinger om en told- og møntunion i august 1940. De førte
ikke til noget, først og fremmest fordi tyskerne ikke selv var på det rene
med, hvad de vilde - udenrigsministeriet vilde told- og møntunion, men
økonomimisteriet foretrak udbygning af clearingsystemet, og Hitler selv
vilde som nævnt vente, til krigen var endeligt vundet.
Det vidste man imidlertid ikke i København. Her måtte man regne med, at
spørgsmålet om union vilde blive taget op igen, og det gjaldt om at være
forberedt, så man ikke blev taget på sengen. Det kunde også de store
erhvervsorganisationer - Industrirådet, Landbrugsrådet og
Grosserersocietetet - indse. De var imod told- og møntunion. Men de var
positive over for at undersøge mulighederne for et nærmere økonomisk
samarbejde med Tyskland, og til den ende gik de med i det "Udvalg for
økonomisk samarbejde med Tyskland", der blev nedsat den 17. Oktober 1940.
Sammen med det ovenfor nævnte "Rådgivende handelspolitiske udvalg" fra
oktober 1939 blev det her, kuglerne blev støbt til, hvad der skulde være de
danske synspunkter og den danske holdning. Knud Sthyr var formand for det
ene og havde blandt sine medlemmer Knud Korst. Korst var formand for det
andet, der blandt sine medlemmer havde Sthyr.
Efteråret 1940 var præget af, at Berlins forventninger til
samlingsregeringen af 8. Juli og Scavenius´ samarbejdspolitik med Tyskland
ikke var blevet indfriet - med andre ord af tysk utilfredshed med, at der
ikke kom realiteter ud af snakken, og af dansk frygt for, at tyskerne vilde
lade de danske nazister komme til magten. Det er bemærkelsesværdigt, at
denne frygt ikke synes at have grebet Udenrigsministeriets folk. De
opfattede den ikke som en realistisk del af den tyske besættelsespolitik.
Hvad det for dem gjaldt om, var at foregribe tyske krav om tilslutning til
udvidet økonomisk samarbejde for at opnå større selvbestemmelse. "Scavenius
havde skrevet melodien, som embedsmændene spillede, men de havde selv så
meget politisk gehør, at de også formåede at komponere videre på den". De
arbejdede på at få den danske krone hævet i forhold til rigsmarken, men
kunde ikke komme igennem med det hos politikerne - og i øvrigt heller ikke
hos landbruget. De arbejdede imidlertid videre med planerne - tværs gennem
den såkaldte nytårskrise l940-41. Den er altid blevet udlagt som tyskernes
forsøg på at komme af med Stauning, men er snarere at forstå som Scavenius´
forgæves forsøg på at komme af med ham, hvilket Steen Andersen burde give
en tanke, for så forstår man bedre, at de i Udenrigsministeriet var
upåvirket deraf. Medvirkende i manøvren var såmænd ingen anden end Knud Sthyr.
Der var i øvrigt ingen grund til at komme af med Stauning, for han var helt
med på nødvendigheden af tilpasning. I en tale i Odense den 19. Januar 1941
sagde han, at man fra dansk side måtte forberede sig på at indgå i et
omstruktureret Europa. Vi måtte tage ved lære af, hvordan markedet var
organiseret i Tyskland. Det betød kort og godt planøkonomi. Det budskab
gentog han bl.a. i Studenterforeningen den 8. Marts 1941: Tysklands
planøkonomi havde demonstreret sin overlegenhed over "det liberalistiske
samfund, der i udpræget grad bygger på egoismen".
Og så gik man ellers i gang med en række konkrete initiativer på det
økonomiske område, styret af en kombination af statsindsats og
statsindgreb. Det betød i praksis en modernisering af Kastrup Lufthavn og
igangsættelse af motorvejsprojektet Fugleflugtslinien samt en forøgelse af
industrieksporten til Tyskland. "En forøgelse af den handelspolitiske
kollaboration var lettere at acceptere for de mere attentistiske
politikere, da hensynet til landets produktionsapparat og beskæftigelse
spillede en afgørende rolle". Tysklandseksperterne forsøgte at iværksætte
deres aktivisme på det økonomiske område med de politiske hensigter om
indførelse af planøkonomi gemt oppe i ærmet.
Den 12. Maj 1941 holdt "Udvalget for økonomisk samarbejde med Tyskland" sit
sidste møde. Tyskerne talte ikke længere så meget om nyordningen af Europa,
for nu gjaldt det felttoget mod Sovjetunionen, og hvad de var interesseret
i fra Danmark, var eksport af landbrugs- og industrivarer. Der var ingen
tyske udmeldinger at forholde sig til. Udvalget blev ikke opløst. Det blev
blot aldrig mere indkaldt.
Bogen rummer også et interessant kapitel om en rejse, Gunnar Larsen i marts
1941 fortog til Frankrig, hvor han mødte erhvervselitens positive
indstilling til kollaboration med Tyskland kombineret med
antiparlamentariske og antiengelske holdninger. Den har også et afsnit om
tidsskriftet "Globus", hvor nogle venstresocialdemkrater endte med at komme
for langt ud på kollaborationens glidebane. Dette gjaldt dog ikke en vis
Jens Otto Krag.
Steen Andersen konkluderer, at tankerne om introduktion af tysk
planøkonomi, teknisk møntunion og agrarisering vilde have betydet en
radikal ændring af den danske samfundsstruktur, hvis de var blevet
gennemført, og han gætter på, at Danmark nok var det af de besatte lande,
der vilde have haft bedst mulighed for at bevare noget af sin
selvstændighed i Hitlers "Neuropa". Det første kan man skrive under på, og
det sidste kan man så håbe på. Scavenius var selvfølgelig primus motor i
den aktive politik over for Tyskland, men den blev ført i nært samspil med
hans embedsmænd.
Steen Andersen har skrevet en væsentlig afhandling, der med nyt
kildemateriale, først og fremmest fra Udenrigsministeriets arkiv, kaster
lys ind over embedsværkets muligheder for at drive politik med eller mod
deres politiske chefer. Som sådan er den et interessant "case study" - er
det ikke sådan, det hedder på nydansk? Letlæst er den ikke. Det er
referater af mange møder aldrig. Men der er vitaminer i den.
Aage Trommer
University of Southern Denmark