A few teasers from the book Arthur Hearfords book: Norge og England

It is an amazing collection of quotes from Norway's leading persons  (Ibsen, Bjørnson, Garborg, Wergeland etc.) during the period 1865-1939, but mainly after 1900.

 

 

Til Magdalene Thoresen.

Rom, den 3. december 1865.

«Min lille gut skal med min gode vilje aldrig komme til at tilhøre et folk, hvis opgave er at blive Englændere istedenfor men nesker.»

    «Breve fra Henrik Ibsen», utgitt av Halvdan Koht og Julius Elias, side 104 (1904).

 

«Herre Gud, so lite me veit. Her gjeng me i all vaar Tid og talar um, og trur paa «europæisk Kultur»; og so er vaare «fremste Kulturland» midt i svartaste Villmannskapen. Ja inkje noko «villt» Folk hev so fæl ein Villmannskap i full Magt som det heilage britiske Rike.»

Arne Garborg: «Dagbøker», Bind I, side 88 (1924).

 

«Der har ikke været noget politisk Parti i Verden, som har flere og mere glimrende Fortjenester af sit Fædreland eller flere og afskyeligere Forbrydelser imod Udenverdenen og Menneskeheden paa sine Tavler, end de engelske Toryers. De bleve ogsaa denne Karakteer tro imod Norge, og ingensinde var deres System heller mere triumferende end nu, da det ved deres Udholdenhed endeligen havde seiret over Frankrig.»

Henrik Wergeland: «Samlede Skrifter», IV. -5te Bind, side 144 (1927).

 

        «- For mig er toppunktet av Englands politik, at de nøder China til å la inføre opium, Chinas fordærvelse! Indien er engang ifærd med dyrkningen av opium og må ha sit marked! Trods alle forestillinger i Englands Parlament, - de blir ved! Likesom bræn-devinshandelen blandt negrene! Den samme man, en lord, som er forman for totalavholdenheden i England, er også forman for Niger-kompagniet, som utfører giften i skipsladninger til Negrene der; «det er en nødvendig intægt»! - Nu må De fortsætte Deres Eng-landsdyrkelse sammen med Sørensens! Velbekomme! ....»

Bjørnstjerne Bjørnson i et brev til Chr. Collin 9/6 - 1894. («Bjørnstjerne Bjørnsons og Christen Collins brevveksling. 1889-1909». Utgitt ved D. Bj. S. Side 109 (1937).)

 

«Desuten bruker engelske krigsskibe nøitralt - især norsk  flag for at være dækket mot angrep uten varsel. Følgen derav er at de tyske krigsskibe ikke kan vite, om det tilsyneladende fredelige og nøitrale handelsskib ikke i virkeligheten var et fiendtlig krigsskib, og blir saaledes drevet til at vise den største mistænksomhet. ...

«Det viser sig altsaa, at norske sjømænd og den norske flaate nu gaar til bunds efterhaanden i Storbritanniens tjeneste, for Englands krig, skjønt krig ikke stemmer med vor opfatning av rigtig politik. Og skjønt England fører denne krig blandt andet for at sikre sit folkeretslige despoti paa havet ogsaa over os. Vi støtter

saaledes Englands sjødespoti, skjønt det er i bitreste strid med vort folks og fremfor alt vor flaates vel. - Vi støtter vor tyran til at opretholde sit tyranni over os.        »

            Dr. Herman Harris Aall,  «Mot Avgrunden», side 25 (1917).
 

«Under krigen (den nordamerikanske frihetskamp) på sjøen gikk engelskmennene uvanlig hardt fram. De kapret handelsskip fra nøytrale land og tok lasta. Dette førte til at Danmark-Norge, Sverige og Russland sluttet et væpnet nøytralitetsforbund for å verje sjøhandelen sin. Den amerikanske uavhengighetskrigen var blitt til en storkrig på sjøen.»

Nic. Stang - August Lange: «6000 år verdenshistorie

for den høgre skolen», side 136 (1939).

 

Ingen magt hadde saale-des som Storbritannien bekjæmpet den norske krones høihetsret over Nordhavet; i alt hvad der vedrørte dette hav, var Storbritannien den naturlige fiende.»

Arnold Ræstad: «Norges høihetsret over Spitsbergen i

ældre tid», side 22 (1912).

 

«Det er ingen overdrivelse at si at krigen 1807-14 tok alt, hvad den gyldne tid hadde skjænket og mere til. Nordmændene, som tilfældigvis ved skjæbnens gunst var blit en kreditornation, var ved krigens slutning et forarmet folk og forretningsmændene var igjen kommet i det engelske gjeldsfængsel, som de en kort stund hadde trodd, de var sluppet fri for bestandig. Allerede ved selve krigsutbruddet led de frygtelig tap, idet engelskmændene la beslag paa 600 skibe og de fleste av dem var visselige norske.

Værditapet er senere av den norske regjering anslaat til 1 397 000 pund eller 25 millioner kroner, av Falbe-Hansen til 50 mil lioner kroner, men det har utvilsomt været meget større- til slut ten av 1809 var 933 skibe prisedømt og i løpet av hele krigen blev over 1500 danske og norske skibe kondemnert.»

Jacob S. Worm-Müller: «Christiania Sparebank gjen-nem hundrede aar», Første halvbind, side 77 (1922).

  

«Englands politikk i nordhavet gikk ut på å sikre ferdselen mellem Østersjøen og Nordsjøen, videre å tvinge Norge til fred og til å åpne sine havner for engelske krigsskib. For å opnå dette holdt de en stor flåte i sjøen utenfor Norges kyst, den skulde beskytte handelsskibene og den skulde hindre all forbindelse mellem Norge og Danmark og andre land. Det var en sultblokade med det formål å tvinge Norge i kne.»

Dosent Sverre Steen: «Det norske folks liv og historie gjennem tidene», Bind VII, side 290-291 (1933).

 

«Da Fienden ikke opnaaede sin Hensigt, udøvede han paa Retraiten Handlinger, som ingen anden civiliseret Nation, end den Engelske, er i stand til: de besøgte fattige Strandsidderes Huse, borttog endog Thekjedelen og den tarveligste Frokost fra disses Borde, og brækkede Kister og Skrin. - Paa et Landsted, kaldet Schjørsvig, henved 1/2 Mil herfra, der tilhører Postmester Barth, og som ligger ved Udløbet af Fjorden, aflagde de i al Hast et Be-søg, røvede Sengklæder, Speile, Tin og Kobbertøi, ja slog Vinduerne i Stykker og borttog Gardinerne.»

Arkivar Haagen Krog Steffens: «Kragerø By's Historie 1666-1916», side 97 (1916).

 

«At angripe den britiske politiks renomée har altid været som at ville bite i granit. Dens ofte yderst hensynsløse fremgangsmåter har nok kunnet misbilliges i øieblikket, men har ikke tilføiet dens rygte nogen varig skade. I utenverdenens såvel som i sit eget omdømme har den bestandig været dækket med et panser av respektabilitet.»

Dr. Sigurd Ibsen: «Politikens Motscetninger», side 17-18 (1925).

 
            «Hvor publikum er tilstrækkelig fremmed for andre staters forhold og særlig for utenrikspolitisk, har overtroen paa det ædle England latt sig op-retholde og er like saa seiglivet som anden overtro. Saa f. eks. i Norge.»

Dr. Herman Harris Aall: «Nordens Skjæbne», side 59 (1917).

 

            «En gammeltestamentlig forestilling om et utvalgt folk, som  staar under særskilt beskyttelse av en art stamme-gud, ..., vokset sammen med en populær-darwinistisk forestilling om den naturlige utvælgelse og de sterkere racers reit til at overleve de svakere. Lord Salisbury talte kort før krigen overlegent om «de døende racer».

Aldrig har vel gammeldags religiøsitet og moderne naturfilosofi (som ansaaes for videnskap) virket i den grad harmonisk sammen med pengefyrstemes økonomiske interesser som i den nyere britiske imperialisme. Det gjør et underlig indtryk i vore dage at se en gammeltestamentlig-ffarvet fromhet sitte og folde hænderne over fete handelsinteresser.»

Chr. Collin i tidsskriftet «Samtiden», årgang 1909, side 247, 248.

 

«Det er i virkeligheten 751 aars aapen eller latent kamp mellem englændere og irer, den indtrængende races periodevis mere, periodevis mindre maalbevisste kamp for at utrydde en den usympatisk nation. En kamp som forsaavidt har været heldig, som Irland fra at ha været den tættest befolkede, bedst opdyrkede, mest

jevnt velstaaende og kulturelt høiest utviklede del av The United Kingdom, er blit den tyndest befolkede, slettest opdyrkede, fattigste og kulturelt laveststaaende del, og forsaavidt som Irlands folkemængde gjennem de sidste 125 aar er sunket med en femtedel, mens Englands er mangedoblet.

   - - -

«Man maa under omtalen av irske forhold altid huske at vanlige borgerrettigheter eksisterer alene undtagelsesvis i Irland. Habeas-corpus-akten sættes ut av kraft efter engelsk forgodtbefindende, og hvemsomhelst fængsles og holdes fængslet uten lov og dom. Et system av tvangslove kan naarsomhelst anvendes, og egne omreisende straffedommere besørger det som vanlige dommere negter at utføre.»

            C. J. Hambro: «Irske streiftog og studier», side 70, 82-83 (1920).

 

«Det var i fullt samhøve med den tradisjonelle engelske politikken, at Europa no laut renna i blod. Dei som hev studera handelsstatistikken grundigt, segjer, at i 1914 hadde tyskarane slege en-gelsmennerne i dei viktigaste industrigreinerne og i den industrielle handel. Her var daa det einaste, som kunde hjelpa. Ein stor fastlandskrig.»

Prof. N. Gjelsvik i tidsskriftet «Syn og Segn», årgang 1920, side 83-84.

 

«Hele det engelske budgett er på 795 millioner pund. Halvparten av den engelske stats inntekter går altså med til å betale for kriger som den har ført, og 13.7 prosent går med til å forberede nye kriger. Alt i alt 63.7 prosent i forbindelse med krig.

Når sakene står slik, er det ikke til å undres over at det knap-pes av på andre områder. Således må i England undervisningsvesenet, inklusivt museer etc, nøie sig med omkring 6 prosent av staltsbudgettet. Det vil si en tiendedel av det som går til militære formål. Det samlede sundhetsvesen får 3 prosent. Man bruker altså omtrent 21 ganger så mange penger i England til å være i stand til å gjøre folk helseløse som til å gjøre dem friske.»

Fra artikkelen «Hvad krigsrustningene koster» i «Arbeiderbladet» 23. juni 1932.

 

«Kommandanten (skjærende):

«Husk på «Baralong». «Baralong» gikk også med nøitralt flagg, og da våre dukket op og forlangte papirene til kontroll, slo de lemmene ned, kanonene stod der og de skjøt båten i senk. Herwari. - min venn - var blandt de firti som hev sig i sjøen og svømte for livet. Men ombord på «Baralong» stod englenderne og skjøt dem ned, plukket dem ned som alker i sjøen. Noen berget sig ombord til fienden, men de gikk efter dem og drepte dem hvor de fant dem. Der er mer enn én «Baralong» på havet. Det vrimler av dem. Skulde jeg stole på et skib fordi om det ser nøitralt ut?»»

Nordahl Grieg: «Vår ære og vår makt»:, side 65 (1935).

 

«Det er framifraa lærerikt aa fylgje koss England vann kolo-niar fraa andre råke: Det tok til med aa trenge seg inn i handelen deiras, med sjørøving, med smugling - ein røvarhovding som Francis Drake kunde beint fram bli engelsk nasjonalhelt, for di han tente nasjonale handelsformaal, - og daa det ikkje kunde naa fram med slikt, laut England ta koloniane fraa dei andre, eller i minsto - som med Sør-Amerika - hjelpe til aa slite dei laus ifraa moder-lande.»

Prof. og senere utenriksminster Halvdan Koht i tidsskriftet «Syn og Segn»,

årgang 1914, side 390.

 

«Efterat England først har skaffet sig en kapital i kolonilandene går den videre formuesøkning temmelig automatisk. Det er dessverre ikke mulig å stille op nogen tilfredsstillende oversikt over hvorledes den første kapital, grunnstammen, er samlet op. De fleste av de aksjoner som har ført til dannelsen av denne kapital ligger skjult i mørke. Hver enkelt eventyrer har søkt å utslette sine spor. De som ved rov eller bedragerier har tilspillet sig formuer, har selvsagt ingen interesse av å proklamere sine fremgangs-metpder høit for all verden. Den engelske historieskrivning har overlevert tallrike beretninger om krenkelser og bedragerier overfor de fremmede folkeslag. Man kan dog gå ut fra at ennu flere krenkelser og bedragerier er blitt uten kronikører.»

   - - -

«Clive erobrer i 1757 Bengalen for det engelske kompani ved å alliere sig med en feudalherre, Mir Jaffam, som må betale 234 000 pund for den militære støtte fra England. Året efter ilegges han videre en tributtforpliktelse på 30 000 pund. Ved rettsforhandlingene om det engelske kompanis metoder blev det bragt i dagen at de engelske kjøpmenn bare i løpet av 10 år, fra 1756 til 1766, hadde latt sig «forære» 51/2 million pund av de indiske fyrster.»

Prof. Johan Vogt i tidsskriftet «Samtiden», årgang 1929,

side 178, 180.